Om Podcasten

Velkommen til podcasten Et Trin Dybere. Jeg hedder Palle og er din vært. Jeg håber du vil have glæde af at høre podcasten og dele den med andre som du tror kunne have gavn af den. Hvis du har noget på hjerte om podcasten, så er du altid velkommen til at skrive til mig. Du finder beskedformularen under kontakt.

I denne serie taler jeg med mennesker som har det til fælles at de identificerer sig som alkoholikere og som har haft et misbrug af alkohol, muligvis i kombination med andre stoffer. De har også til fælles at de alle sammen er kommet sig af deres sygdom og at deres vej til helbredelse har ført dem til et 12 trins fællesskab som, for eksempel, Anonyme Alkoholikere.

Mit formål med denne podcast er at få delt erfaring, styrke og håb til de alkoholikere og misbrugere der findes derude gennem mine gæsters kraftfulde og meget personlige historier. Måske, hvis du sidder med et ønske om at holde op med at drikke, så kan de inspirere dig til at tage de første skridt mod et liv uden alkohol og andre rusmidler. Det håber jeg.

Hvordan man slipper flasken og bliver ædru er ikke det eneste spørgsmål jeg er optaget af. Alle de mennesker med lang tids ædruelighed som jeg har mødt gennem årene, har opnået det ved et konstant arbejde med sig selv og fortsat udvikling i relation til sig selv og andre.

Jeg er nysgerrig på hvad de har gjort for at nå til det sted de er i dag, hvordan de har tacklet livet i medgang og modgang, samt de perspektiver de har på sig selv og på livet nu efter så mange års ædruelighed. Derfor er denne podcast også til dig, som i din ædruelighed stadig søger inspiration og nye vinkler du kan tage med dig videre.

Hvis du ikke er alkoholiker eller misbruger, håber jeg stadig denne podcast er noget for dig. Jeg tror vi alle sammen kan lade os inspirere af mennesker som ved deres egen indsats har mødt vanskeligheder i livet og fået det vendt til noget bedre. Du kender måske også én som du tænker kunne have gavn af høre de historier som du kan finde i denne podcast. I så fald vil jeg opfodre dig til at dele den med dem, ofte er det at kunne genkende sig selv i andres historier nøglen for at kunne finde håbet om et godt liv i ædruelighed.            

Et af de allervigtigste principper i 12 trins fællesskaberne er anonymiteten. Derfor fremgår deltagere i de her podcasts alene ved deres fornavn. Podcasten taler ikke på vegne af Anonyme Alkoholikere eller andre 12 trins fællesskaber. Alle gæster taler ud fra egne erfaringer, oplevelser og perspektiver.

God lytning!